To af vores favoritkvaliteter til de køligere måneder er Ellis Merino Blend og Miles Merino Blend. Begge kombinerer merinouldens naturlige egenskaber med den glatte overflade og det smukke fald fra TENCEL™ Lyocell. Resultatet er metervarer, der føles langt lettere og mere raffinerede end en klassisk uldjersey.
Hvis du normalt forbinder uld med noget tykt, varmt og meget vinteragtigt, vil Ellis og Miles måske overraske dig. De er nemlig skabt som alsidige hverdagskvaliteter: bløde, åndbare, behagelige direkte mod huden og nemme at bruge til tøj, der kan bæres en stor del af året.
Merinould er naturligt temperaturregulerende. Den hjælper med at holde på varmen, når det er koldt, samtidig med at varme og fugt kan transporteres væk fra kroppen, når temperaturen stiger. Sammen med TENCEL™ Lyocell får du en kvalitet, der føles ekstra glat og behagelig og samtidig har gode fugttransporterende egenskaber. Derfor er både Ellis og Miles særligt velegnede til lag-på-lag. Tænk langærmede toppe under skjorter og jakker, lette rullekraver, kjoler, T-shirts, bløde bukser eller enkle basisdele, du kan bruge igen og igen.
Ellis er den letteste og mest flydende af de to kvaliteter. Det er en fin single jersey med en smuk, glat overflade og et blødt, levende fald. Kombinationen af TENCEL™ Lyocell, merinould og elastan giver Ellis en rigtig fin balance: den føles let og delikat, men har samtidig nok stræk og spændstighed til at fungere rigtig godt til mere tætsiddende styles.
Vi er især glade for Ellis til projekter, hvor du gerne vil have jerseyens komfort, men et mere raffineret udtryk end den klassiske bomuldsjersey. Overfladen er ren og elegant, og derfor kan selv et helt enkelt snitmønster få et mere eksklusivt udtryk.
Ellis er et oplagt valg til tætsiddende toppe, T-shirts, langærmede bluser, rullekraver, lette kjoler og lag-på-lag styles. Fordi kvaliteten er så let, fungerer den også rigtig godt under strik uden at fylde.
Ellis er en af de kvaliteter, man hurtigt opdager, hvor anvendelig er, når først den er blevet en del af garderoben. Om vinteren fungerer den som et varmt, let inderste lag, mens den om foråret og efteråret sagtens kan stå alene – og også på køligere sommerdage.
Miles har mange af de samme egenskaber som Ellis, men med lidt mere fylde og struktur.
Den er stadig blød, let og glat, men har en anelse mere hold. Hvor Ellis føles særligt fin og flydende, har Miles lidt mere substans, hvilket gør den rigtig god, når du ønsker en jersey, der holder formen lidt bedre.
Miles består af 64% TENCEL™ Lyocell, 28% merinould og 8% elastan og vejer ca. 140 g/m². Den forholdsvis høje andel elastan giver rigtig god stræk og formstabilitet, så tøjet både føles behageligt og holder faconen under brug.
Brug Miles til toppe, tætsiddende kjoler, bløde bukser, leggings, nederdele, lette bluser og lag-på-lag styles. Den er især velegnet til mønstre med en relativt tæt pasform, hvor kombinationen af stræk, formstabilitet og blødhed virkelig kommer til sin ret.
Hvilken skal du vælge?
Hvis du står mellem de to, handler det først og fremmest om, hvilket udtryk du ønsker.
Vælg Ellis, hvis du gerne vil have noget særligt fint, flydende og let.
Vælg Miles, hvis du ønsker lidt mere fylde, stræk og stabilitet, men stadig vil bevare den bløde og lette fornemmelse fra en merinojersey.
Begge kvaliteter er gode eksempler på, hvorfor vi holder så meget af fiberblandinger. I stedet for at én fiber skal kunne det hele, bidrager hver enkelt med sine egne egenskaber: merinould giver varme og temperaturregulering, TENCEL™ Lyocell bidrager med glathed, fald og fugttransport, mens elastan giver stræk og formstabilitet.
Resultatet er to metervarer, der er utrolig behagelige at have på, men samtidig har et så fint og gennemarbejdet udtryk, at de kan bruges til meget mere end undertøj og basislag.
I prøvepakken har vi lagt alle farver af Ellis Merino Blend samt et udvalg af nye farver i Miles Merino Blend. Begge kvaliteter er naturligvis med i din 25% medlemsrabat.